Et eksempel på beskrivelse af risiko er: ”Login-oplysninger i brugerportalløsning (aktiv), kan ved en menneskelig fejl (trussel), blive gjort tilgængelige for uvedkommende (konsekvens), på grund af mangel på formel ændringsstyring (sårbarhed) i løsningens vedligeholdelse.
Definitioner og begreber
I denne sektion gennemgås de mest almindelige begreber inden for risikostyring.
Trussel
En potentiel årsag til en hændelse, som, hvis den bliver aktuel, kan medføre en negativ konsekvens for organisationens informationssikkerhed, fx hackerangreb, hvor ondsindede aktører vil stjæle en organisations data.
Sårbarhed
En svaghed i sikkerhedsforanstaltningerne, som en trussel kan udnytte for at udgøre en risiko for organisationens informationssikkerhed, fx manglende sikkerhedsopdatering af et internt styresystem.
Konsekvens
Den konsekvens, som en risiko medfører, hvis den materialiseres, fx hvordan omdømme eller økonomi kan blive påvirket, hvis organisationens data lækkes i forbindelse med et hackerangreb.
Sandsynlighed
Med hvor stor sandsynlighed vil en given risiko materialiseres, fx hvor sandsynlig et hackerangreb vurderes at være. Vurderingen kan baseres på trusselsniveauer, som Styrelsen for Samfundssikkerhed løbende opdaterer.
Risiko
En potentiel hændelse, som, hvis den indtræffer, vil have en negativ konsekvens for organisationens informationssikkerhed. En risiko indtræffer, når en trussel udnytter en sårbarhed, fx en hacker (trussel), der skaber sig adgang til interne it-systemer, fordi it-systemerne ikke er opdaterede (sårbarhed).
Foranstaltning
Et eller flere tiltag organisationen foretager sig for at reducere en risiko, fx automatiske sikkerhedsopdateringer.
Residualrisiko
Risikoen, når foranstaltningen er implementeret. Benævnes af nogle som netto- eller restrisiko.
Risikoaccept
Den risiko (kombination af sandsynlighed og konsekvens), som en ledelse vil acceptere, fx kan en ledelse vælge at acceptere en lav risiko for læk af data i forbindelse med et hackerangreb.
Risikoidentifikation
En proces, hvor organisationen forsøger at identificere relevante risici, som skal håndteres.
Risikovurdering
En proces, hvor organisationen forsøger at vurdere en potentiel risikos sandsynlighed og konsekvens.
Risikohåndtering
En proces, hvor organisationen forsøger at finde relevante foranstaltninger, typisk med det formål at reducere en risikos sandsynlighed og/eller konsekvens.
