Når Facebook-siden er indtjeningsgrundlaget
Hackerne ramte Stofbanditten på et af de vigtigste aspekter ved hele deres forretning.
“Det er jo utroligt vigtigt med Facebook i et firma som vores. Det er vores ansigt udadtil. Det var hele vores indtjening, der bare røg.”
Martin Nielsen
Selvom han kontaktede politiet, stod det dog hurtigt klart, at den mest effektive måde at komme problemet til livs på var gennem Facebook selv. Men Facebook var ikke sådan lige at få i tale: “Vi kunne ikke komme i kontakt med dem overhovedet,” siger Martin Nielsen.
Frustrationen sidder stadig i kroppen hos ham, når han tænker tilbage. Han følte sig magtesløs og blev kun mere og mere frustreret, jo mere han forsøgte at få fat i Facebook, fordi der ikke kom nogen respons - på nær en række autosvar, som ikke var til megen hjælp.
Redningen endte med at komme fra en uventet side. Martin Nielsen og hans kone kontaktede nemlig deres reklamebureau, og selvom IT-sikkerhed ikke typisk er en del af deres opgavebeskrivelse, ville de hellere end gerne hjælpe. Gennem deres IT-afdeling lykkedes det således reklamebureauet at komme igennem til Facebook, og på den måde blev hackerne smidt ud.
Tre dage efter angrebet havde Martin Nielsen atter fuld kontrol over Stofbandittens Facebook-side. Og så startede arbejdet med at genetablere tilliden hos deres kunder.
Et mareridt der tvang virksomheden i den rigtige retning
Selvom Martin Nielsen beskriver forløbet som et sandt mareridt, står angrebet i dag tilbage som noget, der faktisk endte med at hjælpe Stofbanditten i det store billede. Han understreger nemlig, at virksomheden er kommet stærkere ud på den anden side, og at forretningen er mere sikker i dag end før angrebet.
"Jeg sover rigtig godt om natten”, siger han med et smil. "Der er styr på Stofbanditten."