Beskyt dine personlige oplysninger

Tanken om, at digitale svindlere kan få adgang til dine mest personlige digitale oplysninger, er ikke rar. Derfor skal du passe på dine digitale oplysninger, på samme måde som du passer på din pung. Få gode råd til, hvordan du undgår at dele ud af dine personlige oplysninger.

Mange af vores mest private og personlige oplysninger er i dag digitale: Hvor mange penge du tjener, hvor mange du bruger, og din læges notater om jeres seneste samtale. Ligesom de billeder, du tog af dig selv i går. 

Oplysningerne er godt beskyttet af dem, der opbevarer oplysningerne, fx din bank, din læge etc. Det er i vores egen omgang med oplysningerne, at vi risikerer at gøre dem tilgængelige for digitale svindlere. Fx er vi ikke altid opmærksomme, hvis vi modtager en mail, sms eller et telefonopkald og bliver bedt om at sende vores kontooplysninger. Men træk vejret en ekstra gang, inden du deler ud af dine personlige oplysninger.

""

Bruger du din computer i et offentligt rum med mange mennesker omkring dig, skal du være opmærksom på, hvem der kan følge med, når du har personlige oplysninger på skærmen.

Gode råd til at passe på dine oplysninger i hverdagen:

  • Send aldrig fortrolige oplysninger i e-mails, medmindre du kan kryptere e-mailen, og læg aldrig fortrolige og personlige oplysninger på sociale medier.
  • Tænk over, om de oplysninger, du lægger på nettet, kan misbruges. Det kan fx være fortrolige oplysninger i et åbent CV.
  • Log af, når du har brugt offentlige computere til fx at tjekke mail eller sociale medier. Slet også browserens historik, før du forlader computeren.
  • Tjek dit papiraffald. Undlad at smide papirer med personlige oplysninger i skraldespanden eller affaldscontainerne, før du har revet papirerne itu eller overstreget de personlige oplysninger.

Hvorfor er det vigtigt at beskytte sine oplysninger?

En enkelt oplysning som et brugernavn, et medlemsnummer, et kodeord eller et CPR-nummer kan være den brik, svindleren mangler for at kunne skaffe sig adgang til endnu flere oplysninger.

Det kan være en ubehagelig følelse at vide, at vi har været uforsigtige og givet andre direkte adgang til vores allermest personlige oplysninger. Men digitale svindlere kan også bruge oplysningerne til helt at overtage din digitale identitet og gøre ting i dit navn. De kan fx købe varer eller oprette abonnementer eller store lån i dit navn og for dine penge. Eller de kan skrive og lægge ting op med din profil på sociale medier.

Identitetstyveri er ikke en fjern trussel

I 2021 ramte identitetstyveri ifølge Det Kriminalpræventive Råd 11.500 personer. Politiet modtog i 2022 2.425 anmeldelser om kreditbedrageri, hvor svindlerne har benyttet falske eller stjålne identiteter til at opnå kredit.

Dit tekniske setup kan også være svagheden

Foruden gode vaner til at passe på personlige oplysninger i hverdagen kan du tjekke, om der er sikkerhedshuller i den tekniske opsætning af din computer, mobiltelefon etc. Flere af tingene kan du læse mere om i andre artikler her på sikkerdigital.dk.

Gode råd til at tjekke sikkerhedshuller i dit tekniske setup:

  • Beskyt din pc, tablet eller computer med et stærkt kodeord.
  • Hold dine enheder opdateret, og brug både antivirusprogram og firewall.
  • Gør dit trådløse netværk derhjemme sikkert.

Læs mere om stærke kodeord og tofaktorlogin

Hold dine enheder opdateret, og brug både antivirusprogram og firewall

Professionelle svindlere finder hele tiden nye måder at omgå sikkerheden på computere, i mobiltelefoner, i digitale assistenter osv. Det, der var sikkert i sidste måned, er det ikke nødvendigvis i dag. Heldigvis udgiver producenterne løbende sikkerhedsopdateringer, hvor hullerne lukkes, så snart de opdages. Men det hjælper kun, hvis du løbende installerer de nye opdateringer.

Tjek på dine enheder, om de er sat til automatisk at hente og installere nye opdateringer. Hvis ikke de kan, må du selv huske på det og fx gøre det den 1. søndag i måneden til store opdateringsdag.

Læs mere om, hvordan du opdaterer dine programmer og enheder

Gør dit trådløse netværk derhjemme sikkert

Signalet fra dit trådløse netværk derhjemme rækker formentlig et godt stykke ud over din bolig. Det betyder, at digitale svindlere kan logge sig på dit trådløse netværk uden at have fysisk adgang til dit hjem – medmindre du har sikret dit trådløse netværk. Det kan du bl.a. gøre med et stærkt kodeord til netværket.

Se, hvordan du gør dit trådløse netværk derhjemme mere sikkert

Senest opdateret 27-07-2023

Har du læst?

Apps: Begræns adgang til dine data

Alle apps og spil samler oplysninger om os. Med tre gode råd kan du begrænse, hvor meget data du giver apps adgang til.

Pas på dit MitID

Du bruger dit MitID, når du er i kontakt med det offentlige, banken og når du handler. Det er derfor vigtigt, at du passer på det.

Når skaden er sket: Offer for identitetstyveri?

Hvis du opdager eller mistænker, at dine personlige oplysninger er blevet stjålet, er det vigtigt, at du reagerer på det.