Beskyt jeres loginoplysninger
Adgangskoder (passwords) er i høj kurs hos cyberkriminelle, da det kan give dem adgang til virksomheders systemer og dermed mulighed for at stjæle data, afpresse virksomheden eller på anden måde kompromittere sikkerheden i virksomheden. Derfor er det vigtigt, at alle i virksomheden anvender sikkert login.
Brug lange adgangskoder
Længden på adgangskoden er vigtig, når den skal være sværere at bryde for cyberkriminelle. Det anbefales, at adgangskoden har en længde på minimum 15 tegn og gerne flere. Jo flere tegn dit kodeord er, desto flere kombinationer skal svindlerne igennem for at ramme rigtigt.
Genbrug af adgangskoder udgør en meget stor risiko. Får en cyberkriminel adgang til et genbrugt kodeord, får han ikke bare adgang til et enkelt system, men til mange systemer, når en adgangskode bliver lækket eller på anden måde kompromitteret.
Derfor bør adgangskoder ikke genbruges på tværs af systemer eller på tværs af virksomhedens systemer og fx private mailkonti.
Brug gerne en passwordmanager
En passwordmanager er et stykke software, der kan generere og opbevare passwords på en sikker måde. Fordelen ved en passwordmanager er, at brugerne kan have forskellige og lange passwords til alle de steder, de skal logge ind, uden selv at skulle huske hvert enkelt. Passwordmanagers er låst med et hovedpassword, som skal være meget stærkt, for hvis en hacker bryder hovedpasswordet, er der adgang til alle brugerens gemte passwords.
Risikoen for kompromittering af passwordmanagers reduceres også ved brug af to-faktor-login eller passkeys som supplement til hovedpasswordet. Nogle passwordmanagers tilbyder en service, hvor kendte lækkede passwords holdes op mod din passworddatabase. Derigennem vil du få en advarsel om, at dit kodeord er blevet lækket.
Læs mere om passwordsikkerhed og brug af passwordmanagers
Brug to-faktor-login, hvor I kan
Mange systemer giver i dag mulighed for at anvende to-faktor-login eller flerfaktor-autentifikation. Flerfaktor-autentifikation er et af de sikringstiltag, der er mest effektivt i forhold til at øge login-sikkerheden i forbindelse med adgang til kritiske informationer.
Se her, hvordan du slår to-faktor-login til på en række tjenester, herunder Microsoft, Apple, Facebook, Google, Instagram og LinkedIn. To-faktor-login kan også kan anvendes på andre systemer i virksomheder, fx hvis du tilgår virksomhedens systemer hjemmefra. I den situation bør du altid anvende to-faktor-login.