Roller og ansvar hvis virksomheden rammes
It-beredskabets primære formål er at sikre håndteringen af krisen og genetablere en normal drift så hurtigt og effektivt, som muligt. Det anbefales at I på forhånd har aftalt hvem der gør hvad og hvem I kontakter i tilfælde af en it-sikkerhedshændelse. Mange virksomheder bruger eksempelvis eksterne leverandører til deres it-systemer og -serviceløsninger, derfor er leverandørens kontaktinformation vigtig at have ved hånden, hvis et system pludseligt bliver utilgængeligt eller I modtager besked om, at jeres data eller systemer er låst.
Når et angreb rammer kan centrale systemer blive utilgængelige og påvirke virksomhedens drift, fx produktion, betalingsprocesser, bookingsystemer osv. Har din virksomhed en beredskabsplan, der beskriver hvad du skal gøre, hvis forskellige systemer bliver ramt, så brug dem til at håndtere angrebet.
Gå til skabelon for it-beredskabsplan
Hvis I ikke har en it-beredskabsplan i virksomheden, anbefales det som minimum at have en nødplan, som i enkle trin beskriver hvad I kan gøre og hvem I kan kontakte, hvis I rammes af en it-sikkerhedshændelse.
Gå til skabelon for nødplan ved cyberangreb
Hold virksomheden kørende under et angreb
Hvis virksomhedens drift er afhængig af centrale digitale systemer, er det en god idé at overveje hvordan I holder væsentlige forretningsprocesser i gang under en krise eller nedbrud i kritiske understøttende systemer. I kan eksempelvis lave en kontinuitetsplan, som beskriver en plan B for at kunne forsætte driften, uanset hvilken hændelse de understøttende systemer bliver ramt af. Planen beskriver, hvordan driften videreføres, fx om processer kan udføres analogt, eller igennem andre systemer samt hvilke nødprocedurer, som bør være klar, til hvis en krise rammer.
Træn it-beredskabet
Beredskabsplaner er kun brugbare, hvis de afprøves og øves regelmæssigt. Manglende træning og øvelser kan føre til usikkerhed og fejl under reelle hændelser.
I kan eksempelvis tage udgangspunkt i Nødplan ved cyberangreb på et medarbejdermøde og øve den årligt. På denne måde sørger I for, at alle i virksomheden kender planen, og I får testet, om noget bør tilrettes eller præciseres. Hvis dele af it-driften er udliciteret til leverandører, bør disse også indtænkes i øvelserne.
I kan også tage udgangspunkt i realistiske angrebsscenarier i jeres virksomhed og træne mulige cyberangreb med udgangspunkt i en række Actioncards som Styrelsen for Samfundssikkerhed har udviklet til mindre virksomheder.