Anvend tekniske sikkerhedsværktøjer

Tekniske sikkerhedsforanstaltninger kan være med til at begrænse risikoen for angreb fra cyberkriminelle.

Sådan gør du

  • Sørg for, at der som minimum er installeret antimalware, firewall, phishing- og spamfilter
  • Slå ikke standardindstillingerne for sikkerhed i it-systemerne fra
  • Overvej, om der er behov for flere sikkerhedsløsninger eller søg bistand.

Mange styresystemer har en række sikkerhedsforanstaltninger integreret som standard, fx antimalware og firewall.

Antimalware

Antimalware analyserer de filer og den trafik, du får ind på din computer. Det kan fx være fra e-mails, eller når du klikker rundt på forskellige hjemmesider. Et antimalwareprogram er med til at forhindre filer med ødelæggende indhold i at gøre skade på din computer. Dermed beskyttes bl.a. de forretningskritiske data og systemer i virksomheden.

Firewall

En firewall er en teknisk løsning, der filtrerer indgående og udgående netværkstrafik. Dens funktion er at forhindre it-kriminelle i at trænge ind i et netværk gennem analyse af IP-adresser, porte og protokoller.

Phishing- og spamfiltre

Phishing- og spamfiltre tjekker headers, links og vedhæftninger i mails mod en liste af kendte trusler. Outlook kommer som udgangspunkt med et phishing-filter.

Standard eller opgradering

Hvis I har stor kompleksitet i datanetværkene i jeres virksomhed eller øget datatrafik, bør I overveje, om I har behov for opgradering af de tekniske sikkerhedsløsninger. Har I ikke de tekniske kompetencer, er det en god idé at søge sparring hos en ekstern it-leverandør.