Kampagne

Svindel føles sjældent som svindel, når det sker

Vær opmærksom på digital svindel

Hvem taler du egentlig med?

Det spørger Styrelsen for Samfundssikkerhed om i en ny kampagnefilm om digital svindel. Kampagnen skal gøre borgerne opmærksomme på, at svindel i dag er mere organiseret og avanceret, hvor svindlere ofte udgiver sig for at være fra politiet, banken eller offentlige myndigheder.

Svindel føles sjældent som svindel, når det sker. Det er netop dette tema, Styrelsen for Samfundssikkerhed gerne vil belyse med sin nye borgerrettede kampagne. Ved at vise, hvad den “rigtige” adfærd er gennem kampagnefilmen – også når det kan føles unaturligt blot at lægge på under et opkald – stiller kampagnen skarpt på, at det er okay at at dobbelttjekke, hvem man taler med. Kampagnen skal altså oplyse og træne danskerne i at spotte svindel, før det er for sent, så de kan passe på deres penge og personlige oplysninger.

Råd nummer 1

Tag den med ro og træk dig fra situationen

Det kan lyde som en yoga-time, men det er faktisk også et godt råd mod svindlere. Svindlerne prøver nemlig ofte at få dig til at gøre noget overilet, ved at sætte dig under tidspres. Så sænk skuldrene og dobbelttjek, at alt er, som det skal være, før du handler. Se filmen og husk det råd, næste gang nogen skriver eller ringer med noget der haster.

Råd nummer 2

Vær opmærksom på links

Når du bliver bedt om at klikke på et link, bør dine alarmklokker ringe. Der er selvfølgelig mange links, der er ok, men det er et godt sted at være ekstra opmærksom, da svindlere bruger dem til at lokke dig i fælden. Hvis du fx bliver bedt om at klikke dig ind og se din skatteopgørelse, så bør du i stedet åbne en ny hjemmeside, taste www.skat.dk og logge ind den vej.

Råd nummer 3

Du kan altid kontakte hovednummeret

Gennem falske opkald og sms-beskeder prøver svindlerne at få adgang til din konto eller dine personlige oplysninger. En god huskeregel er, at du altid kan ringe på fx bankens eller politiets hovednummer. På den måde kan du være sikker på, hvem du kommunikerer med.

Quizzen

Lær, hvordan du spotter falske mails, SMS’er og opkald

Når svindlerne kontakter dig, udgiver de sig for at være afsendere, som vi stoler på, fx banker eller offentlige myndigheder. Det kan være svært at gennemskue, hvornår der er tale om svindel, for tit føles det ikke som svindel. Tag quizzen her og bliv klogere på, hvad du skal være særligt opmærksom på.

Tag quizzen

Gode råd

  • Træk vejret og tag den med ro. Giv ikke dine personlige oplysninger over mail, sms eller opkald.
  • Hvis du modtager en mail eller sms med et link i, så lad være med at klikke på linket. Gå i stedet ind på den officielle hjemmeside.
  • Du kan altid kontakte hovednummeret. Læg på og ring tilbage til hovednummeret hvis du vil være sikker.

Få flere gode råd om digital svindel

Cyberhotline for digital sikkerhed

Ring på 33 37 00 37

Opdager eller mistænker du, at dine personlige oplysninger er blevet stjålet? Så kontakt Cyberhotline for digital sikkerhed.

Læs mere om Cyberhotline for digital sikkerhed

Læs mere

Vær opmærksom på phishing og smishing

Falske beskeder i mail og sms-beskeder er trick til at franarre dig personlige oplysninger.

 

 

Beskyt dine personlige oplysninger

Du beskytter dine personlige oplysninger bedst, hvis du undgår at dele dem. Her er nogle gode råd. 

Offer for identitetstyveri

Hvis du opdager eller mistænker, at dine personlige oplysninger er blevet stjålet, er det vigtigt, at du reagerer på det.